En krise må iflg. sin definition indebære, at individet befinder sig i en valgsituation, hvor det ikke i forvejen kender konsekvenserne af sit valg, altså befinder sig i en usikker situation. En valgsituation kan af de fleste opleves som angstskabende. Som Søren Kierkegaard og eksistentialisterne påpegede, indebærer det angst at forsøge at realisere sine muligheder, men flugt fra dette medfølger skyldfølelsen over at have svigtet sine muligheder, hvilket også indebærer angst.
Vi må gå ud fra, at menneskelig udvikling i et eller andet omfang er forbundet med angst og smerte. Man kan forholde sig til smerten, der ofte er knyttet til en krise situation, på forskellige måder.
Vi kan bl.a. forsøge at flygte fra smerten, undertrykke og fortrænge problemerne på forskellige måder (dvs. pain-killing). Overforbrug af mad, alkohol, stimulanser af forskellige slags, arbejde, træning, mm er nogle af de mest gængse strategier vi anvender for at flygte fra smerten og ubehaget, der er forbundet med den.
Der er dog andre udveje. Vi kunne også forsøge at blive bevidste om årsagerne til den konfliktfyldte situation, der bevirker smerten. At turde kigge indad, mærke os selv, rumme de svære følelser og se de valg i øjnene, vi muligvis må foretage, for at komme ud af krisen, kræver ofte mod. Det kræver også en del tålmodighed (at-tåle-sit-mod). En af de mest effektive metoder til bevidstgørelse af årsagerne til en krise går ud på, at vi begynder at inddrage vores ubevidste i helingsprocessen.
Krisen er en afgørelse, et vendepunkt. Man kan næppe tale om en krise, der varer resten af livet. Der må opstå en eller anden balance efter krisen. En krise kan på baggrund af ovennævnte betydning også opfattes som noget positivt i betydningen befordrende for personlig udvikling. Dette er i modsætning til den almindelige opfattelse af krise udelukkende som noget negativt og noget man ønsker at undgå.
Det med guldet
Det afgørende for, om livets midte bliver anledning til en forstenings- eller udviklingsproces, er Jegets (Egoets) vilje og evne til at konfrontere sig selv med den nye livsopgave. Derfor kan midtvejskrisen også betragtes som en udviklingskrise, bl.a. fordi den også har den positive funktion. Den funktion er en stærk drivkraft til menneskelig, skabende udvikling.
Krisen er ofte et udtryk for, at man ikke fylder sig selv ud, den er signal fra det ubevidste om, at man må foretage nogle ændringer og justeringer i sit liv. Udviklingen må også indebære, at man vender interessen indad, søger at transcendere sig selv, at ”se indad”. Muligheden for at komme igennem krisen på en positiv måde er knyttet til den proces, som Jung betegner som individuationen.
Med andre ord, krisen peger på potentialer og nye udviklingsmuligheder. Mødet med sig selv kan være en smertelig proces, der i en terapi kræver, at der etableres en vis tryghed, et ”frirum”, for at man kan klare at møde og vedkende sig sine mørke sider, sin skygge. En støttende, forstående og empatisk jungiansk analytiker kan være i stand til at facilitere en terapeutisk proces, hvor du kan begynde med at udforske dit indre og finde frem til en vej ud af krisen.
Det er selvfølgeligt ikke realistisk, at alle mennesker kommer i terapi. Men de er muligt for alle at være opmærksomme på ”den indre stemme”. Det er også muligt for alle at erkende, at problemer ikke alene kan løses gennem handling med henblik på ændringer i den ydre verden, men at fysisk eller psykisk ubehag og nedtrykthed også kan være et signal fra ens ”indre” om, at ens hidtidige opfattelse er tingene er blevet utilstrækkelig. Straffen for at ignorere eller undertrykke vigtige sider og potentialet i sig selv kan være psykisk smerte. Fornægtelsen eller undertrykkelsen af sider af personligheden gør dem til ”indre dæmoner” eller ”indre fjender”.