Krise

Et af de centrale begreber, som jungiansk psykologi beskæftiger sig med er individuationen (selvvirkeliggørelse). Udgangspunktet for en psykisk vækstproces, en individuation, er altid en krise. En krise er en situation, hvor man ikke længere kan håndtere sit liv på de måder, man hidtil har kunnet gøre det. Man er derfor tvunget til at udvikle sig psykisk, hvis man ikke vil ende i en ulykkelig eller sygelig tilstand. Man mærker indefra f.eks. en følelse af, at livet er absurd og meningsløst, eller man bliver chokeret over at mærke aldringsprocessens markeringer i ens udseende. Denne oplevelse af aldring kan bevirke, at man eksempelvis bliver konfronteret med dødsangsten i en meget kontant form. Den kan projiceres ud på symptomer, som f.eks. tolkes som cancer eller andre sygdomme, der kan fremkalde døden. Hvis man ikke kan forstå disse symptomer som et tilbud om udvikling, eller man ikke tør eller magter at lave om på sit liv, lurer depressionen eller angsten som en fælde, man kan flygte ind i.

Forandringer starter ofte med en tomhedsfornemmelse. Kærlighedslivet stivner, og arbejdet bliver trivielt og uinspireret. Måske bliver man nedtrykt (depressiv) eller får fysiske symptomer. Disse besværligheder kan imidlertid være tegn på, at den psykiske energi bliver trukket væk fra jeget, og giver overskud til, at hidtil ubevidste områder i personligheden kan blive aktive. Dette medfører oftest, at man bliver mere søgende.

På et eller andet tidspunkt i livet er der mange mennesker, der oplever krise – smerte, tab, utilfredshed, fortvivlelse, mm. Det er vigtigt at huske, at en krise samtidigt baner vejen frem for samt udgør en fødselsepoke, som indeholder kimen til ny indsigt. Den kan bl.a. betyde en ny, åndelig udvikling.

At forstå sin egen psykologi drejer sig om at stille de rigtige spørgsmål, igen og igen. Når man gør det længe nok, aktiveres selvet. Jungianeren Marie Louise von Franz siger, at det at have et forhold til selvet er som at stå i forbindelse med et ”sandhedsinstinkt”. Man får en umiddelbar bevidsthed om, hvad der er rigtigt og sandt for personligheden, en slags ureflekteret sandhed. ”Man reagerer rigtigt uden at vide hvorfor – det flyder gennem en, og man gør bare det rigtige….Med hjælp fra den sandhedsinstinkt forløbet livet som en meningsfuld strøm, som er manifestation af selvet” (von Franz, 1981).

Som C. G. Jung påpegede: personlighedens udvikling ”betyder mere end den blotte frygt for abnorme udslag eller for isolation. Den betyder også: Troskab mod ens egen lov” (Jung, 1971).