Fred hjælper os med at danse med livet – en dans der bl.a. består i frihed, venlighed og evnen til at kultivere en tillidsfuld tilgang til os selv og vores omgivelser. Og hvor kommer den indre fred fra? Det er svært at forestille sig, at den skulle komme fra vores livs ydre dramaer. Nej, freden kommer indefra. Det er her, vi lærer, hvordan vi skal give slip på vores afhængighedsbaserede behov for, at livet skal forløbe præcis på den måde vi ønsker!
Hvad enten vi taler om de små ting i livet eller om de virkeligt store, er det nødvendigt, at vi holder op med at hænge fast i den måde, det ”burde være”. Gør GIV SLIP til dit motto, hver gang der opstår forstyrrelser i dit liv-fra fortiden, nutiden eller fremtiden. At turde giv slip på jegets/ egoets kontrol – selv samme behov for kontrol, som er blevet ophøjet til et mantra i vor tid, kræver tilvænning og mod. Jeg vil nu alligevel opfordre dig til at give slip.
Giv slip. Lad freden komme. Lad glæden komme.
Det er min overbevisning, at nogle af vores kampe med livet har med de små ting at gøre. Tænk på de små ting, der kan forstyrre dig og dit liv. At få en ridse i din nye bil. At glemme at købe noget i supermarkedet. Regnvejr, når du har inviteret folk over til havefest. Det er på sådanne tidspunkter, vi virkelig har brug for at gå et skridt tilbage og stille os det dybtgående spørgsmål: ”Hvad, hvis dette var OK? ” Lav en øvelse, der går ud på at skrive alle de situationer i dit liv ned, der får dig til at kæmpe, og spørg dig selv i forbindelse med hver situation: ”Hvad vis dette var OK? ” Hver gang du stiller dette spørgsmål, skal du tage en dyb indånding og slappe af. Du vil så opleve et øjeblik med fred, ganske glimtvis i starten. Gør dette igen og igen, indtil selve det at stille spørgsmålet er blevet forbundet med at tage en dyb indånding og med en følelse af afslapning. Læg mærke til, på hvilke områder du i løbet af dagen prøver at kontrollere alt omkring dig. Føj det til din liste og bliv ved med at spørge dig selv:
”Hvad, hvis dette var okay? ”
At give slip lyder fornuftigt, når der er tale om en ridse i lakken på ens nye bil. Virker spørgsmålet ”Hvad hvis dette var ok? ”, når der er tale om, at vi mister nogen, vi elsker, går fallit, mister vores hjem og alle de andre krisesituationer, der kan opstår for enhver af os på et hvilket som helst tidspunkt? Vi kan vælge mellem tre alternativer. Vi kan projicere over på vores omgivelser ansvaret for al vores elendighed. Eller vi kan også gør os selv til hjælpeløse ofre, benægte, undgå eller måske fortrænge det smertefulde. Vi kan straks mobilisere en masse af kræfter og resurser i kampen imod den uheldige situation vi var havnet i. Men vi kan også acceptere det som OK, og begynder at øve os i at rumme de stærke følelser, smerten og ubehaget og lære på længere sigt at ”bære” vore skæbne på os.
Hvilket alternativ vil du vælge?
Desværre bliver vi mennesker, i stedet for at lære at tage ansvar for vores egen oplevelse af livet, inviterede til at lægge ansvaret fra os. Det gør vi ofte, fordi vi endnu ikke har fundet vejen til det højere aspekt i os selv – Selvet. Derfor er vi ved at drukne i det lavere jeg/ egoets gift, evig krav og behov, hvor vi føler os skræmte og dårligt udrustede, og ofre for umulige livsomstændigheder. Som følge heraf bakker vi ud af at tage ansvar for vores liv. Vi mister forbindelsen til den indre kraft (Selvet), der kunne hjælpe os til at skabe et liv, der er som vi ønsker det. Vi bliver blinde over for alle de muligheder, livets udfordringer giver os.
Findes der en anden vej?
Tag spejlet frem
Det gør vi når vi går i terapi. Vi gør ikke dette for at bebrejde os selv noget, men for at få en indsigt i os selv, forstå os selv og vores reaktioner bedre, blive dus med os selv. Ved at tage spejlet frem, lærer vi, at vi ikke kan skyde skylden på nogen for, at de tramper på os; men vi kan lægge mærke til, når vi ikke kommer af vejen for dem. Vi lærer at vi selv – ikke samfundet eller vores forældre eller nogen uden for os selv – skaber oplevelsen af vores eget liv. Vi lærer, at vi er ansvarlige for vores reaktioner på det livet giver os.
Når vi først har forstået denne vigtige kendsgerning, kan rejsen tilbage til os selv begynde. Det er her vigtigt at understrege at, at vide noget betyder ikke nødvendigvis at være i stand til at erkende. At læse noget giver måske en viden om noget, det er heller ikke ensbetydende med erkendelse. Erkendelse bygger altid på egne erfaringer og en udvidelse af bevidstheden, hvorpå indhold fra det ubevidste også bliver integreret. Man begynder pludseligt at forstå årsager og sammenhænge bedre. Vi begynder at forstå ”dramaet om mig” bedre. Projektioner trækkes tilbage til os selv, bearbejdes og forstås.
At kunne se sig selv i spejlet og om at begynde at trække ens projektioner tilbage kræver mod og motivation. Der er tale om en rejse.
En indre rejse, som ikke nødvendigvis kan ses og påskønnes af andre. Heller ikke én, som vi kan reklamere med blandt venner og familie.
En rejse, hvor der ikke er garantier for andet end evig forandring og fornyelse.
En rejse med afsæt i ønsket om en indre bevægelse hen imod større grad af frihed og fred.
En rejse, der måske består af 1000 skridt.
En rejse, der altid starter med at turde tage det første spæde skridt … i dén retning.
Hvis ikke nu, hvornår så?