Som psykoterapeut møder jeg ofte i min analytiske praksis klienter, som fortæller om deres svære barndom og opvækst. Spørgsmålet om hvordan den dybdegående psykoterapeutiske proces kan spille en afgørende rolle, i forhold til aktiveringen af psykens iboende helingspotentiale, er derfor enormt relevant at beskæftige sig med.
Årtier af psykoanalytisk forskning samt talrige kliniske erfaringer har vist, at barndommen kan have en stor indflydelse på vores liv – den kan efterlade varige sår på vores psyke og sjæl. Det er en kendsgerning, at vi ikke fødes ens som to dråber vand. Det gælder både vores køn, hudfarve, højde eller kropsbygning, men det gælder i allerhøjeste grad også vores psyke – bl.a. følelser, styrke, temperament, og aktivitetsniveau. I henhold til en retning indenfor den psykoanalytiske tradition (objektrelations teorien) bliver vi til det, som vi bliver behandlet som – først og fremmest af vores primære omsorgspersoner (mor og far).
Psykoanalysen tager udgangspunkt i det åbenbare faktum, at barnet fra fødslen er helt afhængigt af en omsorgsgivende person eller et omsorgsgivende system (familien). Denne omsorg har bevidste og ubevidste relationsmønstre. Og det er disse relativt stabile relationsmønstre, som bidrager til, at bestemte psykiske strukturer udvikles hos barnet. Dette sker over lang tid og påvirkes også af barnets forvanskninger af den ydre virkelighed. Når disse mønstre først er etableret, præger de vores måde at relatere til andre mennesker på, det meste af vores liv.
Dette udsagn kan virke meget kontroversiel, men det skal ses i lyset af, at der ér en forskel imellem den subjektive (vores fortolkning) og den objektive (som den er) virkelighed vi som børn oplever under vores opvækst. Denne vigtige skelnen gør det muligt at forstå, hvorledes et menneske har tendens til at blive den, det er, ud fra den måde det oplever sig behandlet på. Subjektiv og objektiv virkelighed vil mange gange være sammenfaldende, men i den terapeutiske situation er vi især interesserede i at forstå og finjustere i dine forvrængninger, som kan være medvirkende til etableringen af varige mønstre, som præger uhensigtsmæssigt vores adfærd resten af livet. Vi interesserer os derfor for, hvorledes du fortolker virkeligheden, hvilket indhold du giver hændelser og begivenheder i sit liv, hvilke meningssammenhænge du etablerer for at kunne forstå og leve dit liv.
Inden for rammerne af den personlige mening, som vi forsøger at knytte til vores erfaringer, kan man ofte iagttage, hvorledes vi har generaliseret et aspekt af vores forældre – og derved kommer til at afværge og fraspalte andre oplevelser og følelser i relation til forælderen.
Et menneske der oplever sig selv stærkt hadefuld over for sin far, kan i løbet af en dybere bearbejdning til sin rædsel komme til at opdage, at han også beundrer sin far og til og med har identificeret sig med flere af faderens forhadte personlighedstræk. Vi kan også se, hvorledes en forælders ubevidste ufølsomhed over for barnets behov fra barnets perspektiv opleves som en bevidst planlagt og ondsindet handling.
Forældre foretager både bevidste og ubevidste reelle fejl. Men den betydning, som disse fejl får for barnet, er et resultat af barnets individuelle meningsskabende aktiviteter. At kunne erkende under den terapeutiske proces betydningen af ens egen unikke fortolkning af ens måde at relatere til omverdenen på, kan bl.a. udløse den enormt helende potentiale, som psyken indeholder i sig selv.